Dag 2

Det er dag 2. Dag 2 efter jeg læste mine dagbogshemmeligheder op i Musikhuset i Århus i lørdags sammen med resten af En Pinlig Affære slænget. Det var som altid helt vildt festligt og sjovt, og denne gang var det en anelse mere skræmmende, da der rent faktisk sad folk i salen, som kendte mig dengang dagbogen blev skrevet. Og nogle af dem kunne også møde sig selv i den. En delegation fra min hjemby havde taget turen til Århus, for at se mig, hvilket jeg blev helt vildt rørt over. Tænk at være vokset op med så gode mennesker, altså!

Det er også dag 2 på andre måder. Det er dag 2 i menstruationscyklussen, og jeg hader den dag. Det betyder for mit vedkommende, at al min energi fosser ud mellem benene på mig, og jeg er træt, gnaven og lidt ulykkelig over små og store ting. Jeg ved ikke om andre kvinder har det på samme måde som mig, men jeg blev i hvert fald helt lettet, da jeg hørte Anika Aakjær synge om dag 2 i Operaen for hele Zulu-parnasset tidligere på året. Da følte jeg mig set.

Det er også dag 2 i en anden forstand. Jeg synes nemlig godt, at jeg kan kalde det dag 2 i min nye skriveproces. Jeg åbnede min blog igen efter måneders pause for et par dage siden, og nu er jeg her minsandten igen. Jeg varmer op ved bloggen, til at bruge nogle gode timer på mine “rigtige” skriveprojekter, og det føles så godt at få gang i fingrene igen og lade ideerne få plads i hovedet. Alle ideer bliver dyrket for tiden. Både dem der har haft lange tilløb og er blevet arbejdet på i umindelige tider, og dem der pludselig dukker op, når jeg ligger der i grænselandet mellem dag og nat og en tanke som ” måske skulle jeg skrive om menstruation på min blog” dukker op. Jamen så dyrker jeg den! Bam! Så er den ude i verden og en realitet. Det tegner godt for mine andre ideer, at der sådan er én der får lov at flyve og lander så fint på bloggen. Mensis i åben forum. Det er jo befriende.

… Eller er det? Det kunne også bare være en smule kvælende altid at skulle forholde sig til sin egen og (oh skræk) andres blodige cyklusser. Jeg er i syv sind om, hvordan mit feministiske jeg forholder sig til debatten om menstruation i offenlige rum. På den ene siden ser jeg det som vanvittig befriende og skønt at unge (jamen det er de unge der går forrest) ikke orker at skjule deres bind eller tampon i et ærme på vej på toilettet, og uden blu spørger ud i det åbne forum “Er der nogen der har en ekstra tampon jeg må låne?” I rum med både mænd og kvinder til stede! Jamen jeg er alt for gammel til ikke at føle skammen omklamre mig. På den anden side, er jeg stadig så gammeldags, at jeg gerne vil have min cyklus for mig selv. Mit blodige skræv passer jeg selv, og du behøver ikke blandes ind i mit, hvis jeg så til gengæld kan holdes ude af dit.

Jeg vil egentlig helst have fri fra arbejde på hele dag 2, så jeg kan ligge i fosterstilling derhjemme og ae min krop og sjæl, men på den anden siden vil jeg ikke have, at der skal tages specielle hensyn til mig eller andre kvinder, fordi vi bløder 5 dage om måneden. We are fierce! We are powerfull! tvetydig? dobbeltmoralsk? Giver det ingen mening? Skal jeg tage og slappe af? well. Jeg er jo på dag 2, såååå…

Efter al denne snak om cyklusser, tror jeg at jeg vil rejse mig og lave den kop kaffe, for så at gå i gang med noget “rigtigt” arbejde.

Kapitlet hvor det hele ender lykkeligt

ENDELIG! Endelig er min skrivekløe på vej tilbage. Jeg har den sidste tid slet ikke kunnet finde ud af at skrive. Og heller ikke læse bøger for den sags skyld. Mine notesbøger har stået gabende tomme og skreget på at blive åbnet og udfyldt med lister, drømme, tanker, ideer og underlige citater, og mine bøger har ligget uåbnet og samlet støv på natbordet. Jeg har nu genfundet glæden ved egne ord, og jeg spytter dem gerne ud af fingrene, alle steder jeg kan komme til. Forhåbentlig finder jeg også snart glæden ved andres ord igen, så jeg kan fylde mine efterårsaftner med gode historier og smukke sætninger.

Jeg tænker at mit første indlæg i meget lang tid må være at få afsluttet den kærlighedsfølgeton, jeg begyndte på her på domænet for et halvt år siden. jeg har som med alt andet skrivearbejde efterladt den et sted i uvisheden. Den vil jeg samle op igen med det samme, da den er en stor del af grunden til at min liv det sidste års tid har ændret sig fuldstændigt radikalt, selvom jeg ikke har flyttet mig nogen vegne hen.

Jeg har i øvrigt også siden sidst opsagt mit medlemskab af Bloggers Delight, da jeg ikke rigtig syntes det gav mig noget nævneværdigt at være tilknyttet dem, og min blog, som jo bare er min egen fritidssyssel fortsætter helt lige så sporadisk som før, nu bare helt min egen. Det er på en måde helt rart. Jeg var sgu aldrig helt en bloggerpige alligevel.

“Single-city-girls” var seneste overskrift i kærlighedsfølgetonen, og den tid var magisk og sød på rigtig mange områder. Min datter og jeg fandt hinanden og tilbragte så meget tid sammen, at jeg nogen gange tænker at alt den smerte, der også var i den forliste kærlighed og familiedrømmen, blev overgået af alt det gode det medførte. I hvert fald var det en stor styrke i vores liv, at jeg brugte al min tid i de år på at falde til i rollen som mor, og gav min datter alt hvad jeg havde i mig af kærlighed. Jeg tror faktisk, jeg blev en bedre mor af at være alene. Måske er det kontroversielt at sige, men hvis hendes far og jeg ikke var gået fra hinanden, havde jeg nok lænet mig op af hans beslutninger, og havde i mange tilfælde vendt mig mod ham for at få svar. Nu var det mig, der tog alle beslutninger og indrettede vores liv efter det, og til min egen store overraskelse havde jeg ret godt styr på det.

Og netop det med at vores liv ikke nødvendigvis havde været lykkeligere, hvis vi ikke var gået fra hinanden dengang, er i høj grad med til at gøre beslutningen om at finde sammen igen lettere. Vi er ikke blevet kærester igen fordi det var en forkert beslutning, der nu skal gøres om. Det kunne ikke være anderledes. Hverken vores brud eller vores nyfundne kærlighed.

Egentlig vil jeg gerne skrive om, hvordan vi fandt sammen igen efter 7 år, men det kan jeg ikke, fordi det bare var noget der skete. Vi har altid været tætte og fortrolige, og lige så stille begyndte den der kærlighed at spire igen. Den slags kommer ikke lige pludselig, og der er mange tilfældigheder der spiller ind, og der er mange mange mange (!) dybe indåndinger der skal tages, fordi ingen af os ville springe ud i det her en gang til, med fare for at slå os rigtig meget selv, men ikke mindst knuse vores datters hjerte. Vi skånede hende for en skilsmisse første gang, fordi hun var så lille, vi kan ikke give hende et skilsmisse igen. Det går ikke. Så i lang tid var det hemmeligt og lidt skamfuldt, sådan at træde et stort nonchalant skridt henover 7 års godt skilsmisseskab, og kaste os ud i det, der meget vel kunne vise sig at være en hovedløs forelskelse, som dampede af igen lige så snart hverdagen trådte ind på banen. Den slags kan man jo ikke vide før man har prøvet. Så vi blev nødt til at prøve…

.. og man kan aldrig lov noget til nogen om kærlighedens veje. Det har erfaringen fortalt os. Vi er kærester igen, vi er flyttet sammen igen, og vi er rigtig glade for hinanden og vores nye liv sammen. Så længe vi er det, håber jeg vi bliver sammen resten af livet. Jeg ved det ikke, men jeg håber det. Og jeg lover at kæmpe alt hvad jeg kan, for at det sker.

… og således er jeg altså havnet i den der en-to-tre kernefamilie, og singlelivet er en saga blot.

 

afsnit 3: Single-city-girls

Jeg bliver simpelthen nødt til at få os ud af denne her misere.. Jeg efterlod mig selv siddende i vores fælles stue med en baby på armen og kæmpe mælkefyldt brystparti og den nye titel: enlig mor. Efter at have tilbragt to måneder på mit barndomsværelse hos mine forældre, var det tid til at se realiteterne i øjnene, og finde mig et hjem til mig og min datter. Min far tilbød generøst at vi kunne finde et lille hus til mig i nærheden af dem, så de kunne hjælpe mig med babyen og jeg ikke skulle være alene. Den tanke havde slet ikke strejfet mig. Jeg følte mig overhovedet ikke alene. Det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Dels fordi min datters far aldrig har trådt væk fra barnet (kun mig… jep. Det var en fed følelse…) men også fordi alle mine venner, straks viste at de var der for mig, og tilbød al slags hjælp. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg skulle tilbage til København og have mit eget liv op at køre igen.

Det var den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv og min datter. At flytte tilbage til København, hvor mine venner var og hvor byens liv, gør at jeg aldrig føler mig alene. Vi har fandeme haft et dejligt singleliv sammen min datter og jeg. Ok. Det lyder måske forkert, men jeg har i den grad nydt at være singlemor, og jeg kan tage mig selv i at savne den titel og den identitet. Jeg har skrevet om mit liv som singlemor før, ja altså faktisk det meste af bloggens indhold er om mit liv som singlemor, så det vil jeg ikke dyrke så meget her, men i stedet kigge lidt på, hvordan min single tilværelse var. Og hvad skete der egentlig med den der kærlighed.

Jeg brugte det meste af et år, måske længere på at sørge over mit forliste parforhold. På ikke at forstå. På at være vred. Jeg kan huske, at jeg havde samtaler med mine veninder, der mente at jeg burde være hævngerrig og hånlig, og i det mindste holde ham langt uden for mit liv. Men det kunne jeg ikke. Jeg vidste, at stod han en dag uden for min dør med hatten i hånden og bad om tilgivelse, ville jeg tage ham ind med det samme, uden så meget som at stille spørgsmål til, hvor han havde været, og hvorfor han gik. Jeg havde et stort behov for at vi kunne være forældre sammen. Men det gjorde han ikke. Han kom ikke med hatten i hånden, og jeg besluttede på et tidspunkt at jeg heller ikke kunne vente på, at han gjorde det. jeg måtte jo også videre med mit liv. Så jeg begyndte lige så stille at date igen. Bare sådan i det små. Takkede ja til kaffeaftaler, som blev til drinks og det der følger med. Det var fint og godt og jeg mødte en masse spændende mennesker, men der var ingen, der slog benene væk under mig. Jeg er vitterligt ikke så let at slå benene væk under, og slet ikke, når jeg har besluttet mig for, at mit liv leves bedst som singlemor.

For jeg havde det virkelig ret godt alene. Det var mig der var den voksne, og er der beslutninger der skal tages, er det mig der tager dem. uanset om det er beslutninger, der handler om blød eller hård tandbørste, eller om sengetider, sukkerpolitik, opdragelse, legeaftaler, sygdom, vurdering af eksem i knæhaserne, så var det mig der var den. Altid. Det var mig der afleverede i institution, og det var mig der hentede. Der var ingen aftensarrangementer i den periode, for det var også mig, der puttede og sad vagt hver aften. Og det var HELT ok. Jeg havde det godt og trygt i mit liv, og havde ikke lyst til at nogen anden skulle komme ind og vippe den båd.

I den periode (på ca 5-7 år) havde jeg et godt og eksemplarisk venskabsforhold til mit barns far. Jeg fulgte med i hans liv fra sidelinjen, og jeg involverede ham i mit liv med det, jeg synes han skulle være med i (I min datters liv har han selvfølgelig altid været involveret i det meste.)

 

 

Overspringshandlinger, drømme og sommerferieforventninger

Mens jeg tager tilløb til at udgive 3. del af min personlige miniserie om kærlighedens uransagelig vej, kan jeg passende fortælle om nogle af alle de andre projekter, som jeg har gang i. (Alle bloggere har gang i projekter, så det har jeg selvfølgelig også)

En stor del af mine projekter er skriveprojekter. Jeg er blandt andet ved at skrive en roman. Det er en voldsom overdrivelse, for jeg er faktisk overhovedet ikke i gang med den, men jeg skriver hele tiden på den i min hoved. Jeg har forelagt ideen for flere kloge hoveder, og jeg drømmer om at tage fri fra mit arbejde for at hellige mig tiden til at få skrevet nogle kapitler, så jeg kan sende den til et forlag, og sige mit dayjob op for at blive fuldtidsforfatter. Det har jeg overhovedet ikke råd til, så det kommer ikke til at ske, og jeg planlægger derfor i stedet nogle skriveweekender og aftner og hele dage i min sommerferie, så jeg efterhånden har et par sammenhængende kapitler, som kan vises til folk, hvis mening betyder noget. Jeg giver mig selv en deadline og laver en realistisk plan, så skal det nok ske, ik. Tro på det, Karen.

At leve som fuldtidsforfatter er faktisk ikke hele sandheden. Jeg har flere projekter. Jeg har en drøm om at åbne min egen butik. En lille slikbutik i indre København/Vesterbro/Nørrebro. Jeg vil sælge lækkert slik til kræsne købere aka børn. Det skal være farvestrålende og lækkert at se på, det skal pakkes i søde fine poser med et personligt præg, og det skal være så sundt/øko/hjemmelavet som muligt. Det er selvfølgelig ikke helt muligt, fordi livet er bedst med alt i balance, men overdrevet slik, med alt for mange e-numre får ikke adgang til min butik. Det gør til gengæld hjemmelavet limonade på flaske, håndlavede flødeboller, lækkert øko is, vingummi, lakrids, bolcher og chokolade af fineste kvalitet, lavet med kærlighed af lokale ildsjæle. Jeg tilbyder selvfølgelig at pakke små personlige slikposer til børnefødselsdagen, temaslik som Halloween, jul, påske, fastelavn og andre arrangementer. Butikken skal være indrettet som en gammeldags slikbutik, som vi kender den fra Pippi Langstrømpe og Rosa fra Rouladegade. Det lyder alt sammen meget tiltalende lige til at gå til, men igen; Det har jeg overhovedet ikke råd til, så jeg udtænker planerne og drømmer om et bedre liv hele sommerferien, og vender tilbage til trædemøllen igen, så snart klokken slår august. Same procedure as every year, James.

Et af mine mere personlige projekter for sommerferien, og livet generelt er “mere kultur”-  i mine nytårsforsætter for 2019 (og også 2018 og 2017, men hvem tæller?) lovede jeg mig selv, at jeg ville sætte tid og penge af til mere kultur, og jeg kom egentlig ret godt i gang, men er gået lidt i stå. Jeg har været i  teatret flere gange i år og har også flere gode forestillinger i kiggerten. Det er så inspirerende at gå i teatret. Der er noget helt unikt over den oplevelse, det er at skuespillere og hele scenearrangementet foregår lige for øjnene af én, og jeg føler at de optræder kun for mig. Jeg bliver ikke på sammen måde som en film, suget ind i handlingen, men jeg oplever helheden på en helt anden måde. Når jeg går i teatret starter oplevelsen allerede ude i foyeren, og ofte allerede inden, hvor jeg har taget pænt tøj på, og gjort en aften ud af det med spisning og godt selskab.

Biografen derimod klarer jeg fint alene, og jeg har heller ikke et dogme om at tage pænt tøj på eller nødvendigvis købe popkorn og snacks. Men mine bioture i sommerferien er forholdsvis begrænsede, lige som resten af landet, da jeg hellere vil bruge mine aftner på at drikke kølig hvidvin og se solen gå ned.

Min dårlige samvittighed ligger altid på musikken. Jeg går næsten aldrig til koncerter. Jeg er ikke ret god til at huske at følge med i, hvad der foregår på spillestederne, og jeg opdager først på dagen at en kunstner kommer til landet, og da er de bedste billetter jo som regel solgt. Jeg skal altid have nogle til at hive mig med til nyt musik. Så det er hermed en opfordring. HIV MIG MED TIL MUSIK! Festivalerne er selvfølgelig udsolgte, og det er ikke mig, der har stået i kø til billet. Jeg gider ikke bruge pengene på det, når jeg står der i kulden og skal forestille mig en sommer med lunkne øl og svedent græs, men når alle de andre er afsted, får jeg utrolig ondt af mig selv og føler mig snydt og holdt udenfor det gode selskab. Sådan forbeholder jeg mig hvert år retten til at være en forkælet teenager, de uger hvor landet største festivaller kører.

Opvarmningen til sommeren er gået i gang, og jeg kan ikke vente! Alt bliver bedre, når ferien rammer lige om lidt!

God sommer!

 

Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.